De fleste, der har fået en parkeringsafgift, kender sikkert den ærgerlige følelse, men det er trods alt de færreste, som tyer til at køre parkeringsvagten ned. Det gjorde en kvinde dog sent søndag eftermiddag i Aarhus midtby, ifølge døgnrapporten fra Østjyllands politi.
Politiet blev ringet op 17.44 af en kommunal parkeringsvagt, som netop var blevet kørt ned af en kvinde på Skovbynet i Aarhus C.
Situationen eskalerede, da p-vagten henvendte sig til kvinden, som holdt ulovligt parkeret på en cykelsti.
- Kvinden var uforstående over for, at hun ikke måtte holde på stedet, og det endte med, at cityassistenten besluttede sig for at skrive en afgift til kvinden, lyder det i døgnrapporten.
Ifølge parkeringsvagten var det bøden, som fik kvinden til at køre ham ned.
- Det gjorde hende så utilfreds, at hun ifølge den kommunale medarbejder pludseligt satte bilen i gang og kørte hen over hans fod, hvorefter han væltede ned på asfalten. Bilisten kørte herefter videre stedet uden at give sig til kende, står der i døgnrapporten.
Nu er politiet så i gang med at efterforske sagen, og siden der allerede var udskrevet en p-bøde, har politiet allerede det første spor at gå efter.