Fiji i undtagelsestilstand

Efter kuppet i Fiji har militærlederen Bainimarama erklæret øgruppen i undtagelsestilstand.

Efter tirsdagens ublodige kup i Fiji har militærlederen Bainimarama erklæret øgruppen i undtagelsestilstand, og hans tropper er begyndt at indsamle kuppets modstandere.

Det skete efter at den nu afsatte premierminister Laisenia Qarase begyndte at få støtte både nationalt og internationalt. Militæret begyndte således at anholde Qarases støtter og afbrød et møde i senatet, hvor der blev diskuteret et forslag om at fordømme kuppet.

Internationalt er kuppet blevet fordømt fra mange sider, og man forventer, at det vil få en katastrofal effekt på Fijis økonomi. USA, Australien og New Zealand har allerede indført økonomiske sanktioner mod landet, og en talsmand for Commenwealth siger ifølge Reuters, at den 53 lande store organisation højst sandsynlig vil følge i de fodspor fredag.

Ifølge Reuters støtter folk på gaden i hovedstaden Suva overvældende den afsatte premierminister.

Dette er det fjerde mlitærkup på Fiji i de sidste to årtier. Militærlederen Bainimarama stod også bag det forrige i 2000, hvor Qarase blev indsat som premierminister.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.