OB mangler nu blot 90 minutter for at fuldbyrdet drømmen om for andet år i træk at spille sig i UEFA Cuppens gruppespil. Og cheftræner Lars Olsen har recepten klar for, hvordan Sparta Prag skal sendes ud i det europæiske mørke.
»Sparta vil sandsynligvis begynde kampen mere tilbagetrukket, end det var tilfældet på hjemmebane. Vi skal have en lige så stærk organisation på banen, som vi viste for 14 dage siden,« siger han.
Efter kampen i Prag mente Lars Olsen, at chancerne for at komme i gruppespillet var fifty-fifty, og den analyse holder han fast ved efter at have set kampen igen på video.
»Man skal ikke glemme, at Sparta er et rigtig godt hold. Sidst spillede vi en stor kamp i forsvaret og sluttede med at dominere kampen. Hvis vi gentager de takter, så kan alt ske. Vi får måske to-tre chancer, og så skal vi mindst slå til på den ene,« konstaterer den tidligere landsholdsanfører.
Absalonsen ikke klar
Han kan med ærgrelse konstatere, at angriberen Johan Absalonsen, ligesom det var tilfældet i det omvendte opgør, må kigge på fra tribunen. Til gengæld er den norske targetman Bengt Sæternes tilbage i truppen.
Lars Olsen kan også glæde sig over en trup, som bobler af selvtillid og begejstring over at skulle spille endnu en europæisk kamp.
»Vi har et fint resultat i ryggen, og jeg håber bare, at vi får lov til at spille vores spil, og så komme frem over stepperne. Vi har rutinen fra kampene sidste år, samtidig med, at vi allerede har mange kampe i benene allerede,« siger venstrekant-spilleren Jonas Borring.
Formstærke Hans Henrik Andreasen var ikke på europæisk turné med OB sidste år, men han tror på, at han og holdet får flere udlandsrejser i efteråret. En forhåbning han delvis lægger i hænderne på Odense med opland.
»Vi skal spille som vi gjorde dernede – det fungerede rigtigt godt. Det kan publikum hjælpe med til, for deres opbakning er super vigtig,« siger midtbanespilleren.
Onsdag var der solgt ????? billetter til kampen.
OB - Sparta Prag kl. 19.00 (TV2 Sport)