VM i kvindefodbold har vokseværk.
Når der i 2023 igen skal findes en verdensmester, kommer 32 hold til at kæmpe om titlen.
På Fifas hjemmeside onsdag fremgår det, at et forslag om udvidelse er blevet godkendt enstemmigt.
- Den store succes i forbindelse med dette års VM i Frankrig gjorde det klart, at tiden er inde til at fastholde momentum og tage konkrete skridt mod at få kvindefodbolden til at vokse, siger Fifa-præsident Gianni Infantino på hjemmesiden.
24 lande deltog i VM i Frankrig tidligere på sommeren. Det samme antal deltog ved mesterskaberne i 2015. Før det var der 16 deltagere.
USA vandt i år VM for anden gang i træk, da Holland blev besejret i finalen. Det var fjerde gang i alt, at amerikanerne tog VM-titlen.
Det er endnu ikke fastlagt, hvem der bliver vært for VM i 2023. Det forventes at blive meldt ud i maj 2020.
/ritzau/