Fifa udelukker Bin Hammam på ny

Fifa vil samle nye beviser mod Mohamed Bin Hammam, der i sidste uge blev frikendt af CAS for korruption.

En uge efter, at den internationale sportsdomstol (CAS) ophævede Fifas livstidsudelukkelse af Mohamed Bin Hammam, har Fifa på ny suspenderet den kontroversielle qatarske fodboldpolitiker.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Det internationale fodboldforbund oplyser torsdag, at forbundets etiske kommission har suspenderet Bin Hammam i 90 dage, mens kommissionen samler nye beviser mod den tidligere Fifa-præsidentkandidat.

I de 90 dage må den anklagede ikke deltage i nogen fodboldaktiviteter, hverken nationalt eller internationalt.

Bin Hammam udfordrede sidste år Sepp Blatter i kampen om verdensfodboldforbundets præsidentpost, men blev siden anklaget for at forsøge at bestikke delegerede fra det nord- og centralamerikanske fodboldforbund.

I sidste uge ophævede CAS den livsvarige udelukkelse på grund af utilstrækkelige beviser uden dog at hævde, at Bin Hammam dermed var uskyldig.

Mohamed Bin Hammam var blandt hovedkræfterne i den delegation, der skaffede VM i 2022 til Qatar og er tidligere præsident for det asiatiske fodboldforbund.

Den 63-årige fodboldpolitiker har hele tiden erklæret sig uskyldig i korruptionsanklagerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.