Det internationale fodboldforbund, Fifa, har fredag givet sin velsignelse til, at fodboldspillere kan spille med turban.
Det sker i kølvandet på, at fodboldforbundet i den canadiske provins Quebec kontroversielt har forbudt spillere at gå på banen iført den mellemøstlige hovedbeklædning.
Men nu har Fifa overtrumfet det canadiske forbund og erklæret turbanen for fuldt ud acceptabel fodboldpåklædning.
De eneste krav Fifa stiller, er, at turbanen skal have samme farve som spilletrøjen, skal se professionel ud, og så må den ikke være forbundet med trøjen eller være til fare for spillerne.
I Canada har sagen om turban-forbuddet vakt stor opsigt og har fået flere politikere på banen. Det lokale parti Quebecois har støttet forbuddet og brugt hele sagen som et argument for Quebecs eventuelle løsrivelse fra resten af Canada.
Omvendt har konservative og liberale politikere hyldet Fifas indblanding.
Og verdensorganisationen for sikhisme har også budt det internationale fodboldforbunds udmelding velkommen. Mandlige sikher forventes at være iklædt turban.
- Denne meddelelse er bestemt gode nyheder. Det er fuldstændigt åbenlyst, at enhver restriktion i forhold til at bære turban er ulovlig, og vi håber, at Quebecs fodboldforbund straks vil ophæve forbuddet, siger talsmand Balpreet Singh.
En talsmand for Quebecs fodboldforbund fortæller, at forbundet vil kommentere på Fifas beslutning på et pressemøde lørdag.
/ritzau/