Det bliver markant lettere for lande fra Asien, Afrika og Nord- og Centralamerika at kvalificere sig til VM i fodbold fra 2026.
Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) stiller en kraftig stigning af VM-billetter i udsigt for de tre kontinenter, når VM om ni år skal omfatte 48 lande i stedet for de nuværende 32.
Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge The Guardian.
Fifa har på et møde i Zürich udarbejdet et forslag til en fremtidig fordeling af VM-pladser, og her står Asien til at få otte pladser mod fire eller fem efter den nuværende model.
Også Afrika får næsten fordoblet antallet af billetter til VM ved at gå fra fem til ni. Nord- og Centralamerika, der lige nu har tre eller fire VM-deltagere, skal op til VM i 2026 spille om seks pladser.
Europa vokser fra 13 til 16, mens Sydamerika fremover skal regne med seks VM-pladser mod fire eller fem i dag. Endelig vil Oceanien i det nye format være sikker på en VM-billet.
Det giver i alt 46 pladser. De to sidste VM-deltagere skal efter planen findes i en miniturnering med seks deltagere.
Turneringen skal første gang spilles i november 2025 og får ikke deltagelse af europæiske lande. De øvrige verdensdele stiller hver med et land, mens værtsnationens verdensdel sender to.
Forslaget skal godkendes af Fifas Council i maj.
/ritzau/