Vi indrømmer det: Vi hoppede i med begge ben, da den spanske avis Marca i dag skrev nyheden om, at Fifa ved en genoptælling af stemmerne har kåret Zidane til Årets Spiller 2007 i stedet for italienske Cannavaro. Det er nemlig en vaskeægte and. Eller rettere en aprilsnar.
Det viser sig nemlig, at 28. december i Spanien er ’Dia de los Santos Innocentos.’ Dagen hvor det er tilladt at lave skæg og ballade ligesom vores 1. april.
»Ja, det er dagen, man kan risikere at få papir klistret på ryggen eller ærmerne syet sammen,« bekræfter en ansat på den spanske ambassade i København.
(Og hun lover i samme åndedrag, at hun skam taler sandt.)
Vi beklager, at vi ikke lurede den i første omgang her på avisen, men kan til gengæld godte os lidt over, at der tilsyneladende er mange journalist-kollegaer i både ind- og udland, der er hoppet på den.