I øjeblikket bliver en VM-slutrunde i fodbold spillet med deltagelse af 32 nationer, men Gianni Infantino ser gerne, at dette antal øges markant.
Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) lovede at arbejde for en VM-turnering med 40 deltagende lande, da han blev valgt til præsidentposten, men ifølge præsidenten bør antallet omfatte hele 48 nationer.
Filosofien er, at 16 nationer skal ryge ud af VM-slutrunden efter blot en enkelt knockoutkamp, og resten af slutrunden med gruppekampe skal så spilles med 32 lande, som man kender det i dag.
- Det betyder, at vi fortsætter med en normal VM-slutrunde med 32 hold, men 48 nationer bliver inviteret med til festen, lød det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra Infantino, da Fifa-præsidenten mandag talte på et universitet i Bogota i Colombia.
- Idéen er, at 16 hold kvalificerer sig direkte til gruppespillet, og 32 hold spiller i en indledende fase om de sidste 16 pladser, i det land hvor VM afholdes, sagde Infantino.
Ifølge Reuters vil snakken om udvidelsen af VM fortsætte i Fifa-regi, og man vil her beslutte sig for et fremtidigt format i løbet af 2017.
Gianni Infantino blev valgt som Fifa-præsident i februar, hvor han erstattede Sepp Blatter på posten.
/ritzau/