En kraftig advarsel til festivalgæster i Roskilde mod at tage en taxatur i køretøjer uden skilt på taget og taxameter i vognen; det har Midt- og Vestsjællands Politi netop sendt ud.
Den midlertidige politistation ved Roskilde Festival har allerede fire dage inden første band går på scenen modtaget et hav af anmeldelser fra gæster, der er blevet snøret af kørende pirater.
50-300 kroner lyder prisniveauet for en pirattaxatur, men det er ikke altid, at prisen er det samme ved destinationen, som den var ved turens påbegyndelse. Det kan medføre en grumme masse ballade pirat og kunde imellem.
Og første mand er allerede anholdt for pirattaxari. Da han samtidig havde tre knive i sin bil og i øvrigt hørte hjemme i Sverige, blev han prompte udvist.
Flere sigtelser er på vej, og bøderne løber op i adskillige tusinde kroner. Pr. pirat.