På Skejby Sygehus bekræftes det nu, at en gæst fra Skanderborg Festival er indlagt med Influenza A.
Patienten, en unge kvinde, blev indlagt torsdag med influenzalignende symptomer.
"Vi har ikke påvist virus hos andre endnu, men vi er parate til at tage imod hvad, der måtte komme," siger professor og overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling ved Skejby Sygehus Lars Østergaard til Politiken.dk.
Kvinden, der ligger på enestue, er blevet behandlet med Tamiflu og medicin, der udvider luftvejene.
"Hun er i bedring og kan formentlig udskrives til hjemmet søndag aften," forventer Lars Østergaard.
Hvis hun har smittet andre, kan de blive syge af influenzaen i op til en uge efter, de er blevet udsat for virusset.
På sygehuset i Skejby er endnu en person til observation for influenza A. Men det er ikke en festivalgæst.