Arrangørerne af Skagen Festival tager en tænkepause.
Det sker efter, at årets festival ikke gik som planlagt, skriver TV2 Nord.
Der er således ikke nogen garanti for, at festivalen fortsætter.
- Bestyrelsen har ikke alle svar endnu, men både tror og forventer, at der bliver en Skagen Festival i 2026 og vil vende tilbage med en konkret plan, så snart den foreligger, lyder meldingen fra formanden for Skagen Festival forening, Jesper Hegaard.
Flere arrangementer floppede, og derfor er festivalen endt med et underskud, som er den udløsende faktor i beslutningen om en tænkepause.
- Skagen Festival planlægger at gennemføre nødvendige ændringer for at sikre festivalens fortsatte eksistens. Det kan få betydning for både program og den økonomiske struktur i 2026, tilføjer festivalens formand.
I en pressemeddelelse kommer Skagen Festival ikke præcist ind på, hvad der gik galt, men der konkluderes at "torsdagens program på Havnescenen og søndagens koncerter solgte markant dårligere end forudset", skriver tv-stationen.