To gange skulle festivalen Fanø Vesterland have tappet strøm fra en nærliggende sfo. Begge gange uden forudgående aftale.
Det fremgår ifølge TV Syd af en såkaldt orienteringssag, som har været oppe på det seneste møde i Fanø Kommunes erhvervs-, natur- og teknikudvalg.
Ifølge forvaltningens orientering til udvalget tog festivalen to gange strøm fra Fanø Skoles sfo, der ligger lige ved siden af festivalpladsen.
Første gang blev det opdaget af sfo'ens personale. Her skulle Fanø Vesterland havde koblet toiletvogne til et udendørs strømudtag.
Anden gang skete efter der var indgået en aftale med festivalen om, at de kunne få lov til at bruge strømudtaget, mod at elmåleren blev aflæst, skriver tv-stationen.
Det tilbud havde Fanø Vesterland takket nej til. Alligevel fandt personalet i sfo'en, at der blev tappet strøm fra strømudtaget til festivalen.
Fanø Vesterlands direktør, Jesper Møller, vil ikke kommentere selve sagen, men oplyser, at han ikke kan genkende kommunens udlægning af sagen, og at han har sat en intern undersøgelse i gang.
Ifølge TV Syd er der en regning på vej til festivalen med et anslået strømforbrug.