»Vi får rigtig meget ud af at være til stede. Vi får viden om, hvad der foregår i unge-miljøet. Vi får mere gefühl med, hvordan det er at være ung i Århus 2007.«
Afdelingsleder Sif Daugbjerg Kirk fra kommunens opsøgende team Drivremmen er meget positiv over et nyt samarbejde med Feriefest.dk, som blandt andet arrangerer alhoholfri fester for børn og unge under 17 år.I vinterferien inviterer firmaet to gange til fest på Diskotek Broen. Første gang var søndags, anden gang er i aften. Begge dage fra 20.00 til midnat.
Fingeren på pulsen
Mens musik og gæster rykker og ryster diskoteksbåden, drysser to medarbejdere fra Drivremmen omkring på kajen for at snakke med de unge og tage hånd om dem, der har brug for det.
De to arrangementer i vinterferien virker som en magnet på unge fra hele byen, eftersom der er få mødesteder, når det er koldt. Søndag var der omkring 600 unge til fest, og de opsøgende socialarbejdere blev taget godt imod. Festerne tiltrækker bredt, også blandt udsatte unge, som er Drivremmens primære målgruppe.
»Vi kender mange af dem, der var der søndag, men vi møder også mange nye. Og det giver os mulighed for lige at få fingeren på pulsen med hensyn til, hvad der foregår blandt de unge,« siger Sif Daugbjerg Kirk.
Kun to skulle hjælpes
Hun blev positivt overrasket over så mange forældre, der hentede deres børn. Omkring 50-60 biler var linet op, da festen sluttede. Og der havde kun været to unge, der skulle hjælpes. En med et ildebefindende og en havde drukket for meget.
»Det viser jo bare, at der er en stor flok unge århusianere, der sagtens kan klare det der med at gå i byen,« siger Drivremmen-medarbejderen.
Hun efterlyser flere lignende fester i Århus, og gerne andre steder end i Århus C.
»Det er vigtigt, at de unge lærer, hvordan man holder fester på en ordentlig måde.«