Så gik den ikke længere.
1980 ernes playboy nummer ét i det danske erhvervsliv, Klaus Riskær Pedersen, skal i fængsel efter næsten tre årtier med million-eventyr, dyre vaner og store armbevægelser – afløst af ydmygende konkurser og en række betingede domme.
Kom ikke til fest
Det var en rødglødende Klaus Riskær Pedersen, som mødte pressen i retslokalet i Københavns Byret efter dommen på syv års fængsel.
Ikke så meget fordi han blev kendt skyldig i at snyde en fond, sit konkursbo og dets kreditorer. Heller ikke, fordi en enig domsmandsret fandt ham skyldig i groft bedrageri og mandatsvig. Men først og fremmest fordi han med øjeblikkelig virkning blev varetægtsfængslet frem til 4. april.
»Jeg skulle have været til Puff Daddy-fest i aften. Jeg var slet ikke mentalt forberedt på at skulle i fængsel,« fortalte en chokeret Riskær med henvisning til en kæmpe VIP-fest i København med den amerikanske rapper P. Diddy, tidligere kendt som Puff Daddy.
Frygter Riskær vil flygte
Klaus Riskær kaldte selve dommen »forudsigelig« og henviste til, at han undervejs måtte skifte forsvarer.
»Vi kom dårligt fra start. Min første forsvarer Ebbe Mogensen røg ud, og Jakob (Lund Poulsen, red.) kom ind, men havde ikke tid nok til at komme ind i sagen, som er sindssygt kompliceret rent juridisk,« sagde Riskær, der straks ankede dommen til landsretten.
Byretten valgte at varetægtsfængsle Riskær, fordi han ifølge dommeren har »krænket den danske retsfølelse«.
Desuden frygter anklagemyndigheden, at han vil flygte til Spanien, hvortil han netop har skiftet folkeregisteradresse. En påstand, Riskær pure afviste – hvilket han i øvrigt også gjorde med selve dommen:
»Det er kun i Danmark, du forfølger et menneske, som gik konkurs for 15 år siden. Jeg angrer ikke en skid. Jeg har tjent mine penge ved hårdt arbejde,« sagde han.
Hård, men retfærdig
Sagens anklager, vicestatsadvokat Henrik Helmer Steen, anerkender, at straffen er usædvanlig hård.
»Syv års fængsel er selvfølgelig en rigtig hård straf, men det skal det også være i en sag, der handler om 250 millioner kroner, sagde Henrik Helmer Steen og kaldte dommen »fagligt tilfredsstillende«.
Professor og ekspert i økonomisk kriminalitet Lars Bo Langsted finder dommen hård, men retfærdig.
»Det er sjældent, at vi ser så hårde straffe i sager om økonomisk kriminalitet. Men det er grove ting, han findes skyldig i, og han havde i forvejen en betinget dom, så det kan man ikke sætte en finger på,« siger Lars Bo langsted.