Første kamp i en slutrunde er altid en anelse nervøs.

Trænere handler typisk ud fra devisen om, at et nederlag er skæbnesvangert for resten af turneringen, derfor garderer de sig taktisk og stiller holdene forholdsvis defensivt. De fleste er særdeles tilfredse med en uafgjort kamp.Spillerne skal vænne sig til den nye afrikanske scene og forventningspresset. Et pres som de ikke mindst selv ligger på deres indsats, men naturligvis også pressen og nationen.Der er dog særlige episoder, der er værd at bemærke, mens vi venter på, at turneringen kommer rigtigt i gang. Frankrig. Alle med bare lidt fodboldforstand, har en forventning om, at Frankrig kommer i farezonen og er i overhængende fare for at få fiasko. Det betyder i forhold til Frankrigs tidligere meritter og nationens egne forventninger, at de højst kommer til 1/8 finalerne.

Jeg har ikke hørt eller set kvalificerede analyser af hvorfor, at Frankrig ikke performer, derfor så jeg frem til kampen mod Uruguay.

Min nevø Sebastian spurgte mig, hvorfor starter Henry ude? Det er bemærkelsesværdig situation, selv for en 14-årig fodboldelsker. Han har jo ret, hvilken velorienteret landstræner tror, at man kan ydmyge og bænke en af verdens største fodboldbrands og aktuel på verdens bedste fodboldhold, Barcelona og alligevel opnå harmoni og et hierarki, der bygger på kompetence, autoritet og respekt? Frankrig er som alle andre lande under VM i krig, men desværre mod sig selv. Hierakiet er ikke indarbejdet i truppen. Værdier og holdninger er udefinerede. Det svarer til at bygge en et hus uden først at støbe fundamentet. Frankrig har en trup bestående af stjernespillere, dog er de uden kvalificeret ledelse på og uden for banen. De mangler en holdkultur. Jeg er spændt på det fortsatte forløb.

Maradona og Argentina fik en god og nødvendig start. De vandt. Holdet er en tikkende bombe. Alt kan ske. De har nok verdens bedste fodboldspillere i truppen, de har ubetinget de mest opskure værdier, holdninger og udtalelser. De lever med et forventningspres, vi slet ikke kan forstå i vores andedam. Hvis der er noget værre end døden, er det sådan de betragter fiasko på banen. En hel nation bygger sit selvværd og eksistens på sejre til VM. Derfor forekommer alt ekstremt nervøst og følelsesbetonet.

Danmark, kære Danmark. Bemærk at Morten Olsen i lang tid ikke har fortalt en eneste positiv historie. Han er i den grad i forsvarsposition. Ikke en eneste spiller er blevet fremhævet, ikke en eneste spiller har åbenbart overrasket positivt. Ikke en eneste historie har været værd at fortælle om.

Tro mig, Morten Olsen brænder for at fortælle positive historier, men kan ikke finde dem. Landstræneren forekommer mig lettere anspændt og presset. Det kan jeg godt forstå, sådan som han har disponeret i den fase, hvor han skulle udtage truppen, han mangler allerede inden VM start kvalificerede angribere, der er kampklare.

Han og DBUs pressefunktion skal forstå, at nationen hver dag skal fyldes med positive historier.

Hvis vi ikke får dem, bliver vi skeptiske og mister tilliden til træner og hold. Hvis pressen ikke får historier, der er værd at fordybe sig i, kan de jo som nu kun spørge om Bendtner snart kan spille.VM handler også om at involvere nationen på den rigtige måde, så fodboldfeberen spreder sig som steppebrand på savannen midt i den årlige hedebølge. Hvis vi skal tage ejerskab i holdet, kræver det, at vi får en fornemmelse af, at vi bliver involveret.England vs USA 1-1. Tja, hvorfor ikke. England har siden 1966 overvurderet sine evner, så de skal bevise deres værd før de opnår min tillid igen.

Jeg er ikke sikker på, at en italiensk træner med signifikante defensive taktiske egenskaber, er nok til at rejse en nation der i bund og grund mangler flere mænd med fodboldgener på verdensplan.Nu venter jeg bare på Danmark vs Holland. Den kamp vil sige meget.