Når klokken ringer ud til sommerferie fredag, pakker en masse familier bilen og kører ud af byen på sommerferie. Det betyder massive køer på vejene fredag eftermiddag og hele lørdag, forudser Vejdirektoratet.
- Vi forventer fredag eftermiddag myldertrafik, og det er især ud af København og ned ad Køge Bugt motorvejen mod grænsen og vestpå henover Fyn, fortæller vagthavende hos Vejdirektoratet Mette Nedergaard.
Hun forudser betydeligt pres på vejene mellem klokken 14 og 19, hvor bilister kan forvente omkring en halv times ekstra rejsetid. Og på Køge Bugt Motorvejen, hvor der i forvejen er vejarbejde, kan man roligt regne med at skulle holde i kø.
Derfor lyder rådet fra Mette Nedergaard, at man venter med at køre ud til efter aftensmaden i aften, hvor trafikken forventes at blive lettere efter klokken 19.
Tung trafik lørdag
Biler på vej på sommerferie kører typisk fra København og stik syd, eller svinger mod vest til Fyn og Jylland, hvor trafikken fordeler sig mere jævnt i Jylland. Dog kan der være tættere trafik ned mod den dansk-tyske grænse, siger Mette Nedergaard, der forudser tætpakkede veje lørdag.
- Vi forventer, at trafikken lørdag er meget intens hele dagen. Fra klokken 8 lørdag morgen og til klokken 20 lørdag aften skal man forvente at holde i kø i en halv time, fortæller Mette Nedergaard.
Hendes råd er at køre før klokken 8 eller efter klokken 20 lørdag. Og så henviser hun til Vejdirektoratets hjemmeside, hvor man kan læse mere om sommerferietrafikken.
Det er ikke kun familier, der skal i sommerhus eller på bilferie i udlandet, der kommer til at fylde på vejene. Også festivalgæster vil valfarte til Tinderbox på Fyn eller til Roskilde Festival denne weekend.
Læs Vejdirektoratets forventninger til sommerferietrafikken her