Peter Bergman
Opdateret kl. 10:33
Ferietrafik og grænsekontrol kan give ekstra kø på motorvejene i weekenden. Det oplyser Vejdirektoratet ifølge Ritzau.
- Vi forventer tæt trafik på tværs af landet fra Jylland mod hovedstadsområdet. Og så forventer vi længerevarende rejsetid nede ved grænserne, fortæller vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter Lasse Wienke Andersen.
Midt på formiddagen lørdag kan Vejdirektoratet se, at der begynder at proppe sig nogle biler lige ved grænsen, men indtil videre er det ikke alarmerende, lyder meldingen.
Årsagen er blandt andet, at weekenden er store rejsedag for mange danskere, der har været på ferie i Danmark eller i grænselandene, som eksempelvis Tyskland.
Derfor kan der opstå ekstra kø på motorvejene og ved grænserne, hvor der også er skærpet grænsekontrol, oplyser Vejdirektoratet.
- Det er mest danskere, der har været på sommerferie, som kører over grænserne i disse weekender. Og det er jo ikke helt unormalt, at der er længerevarende rejsetid nede ved grænserne, når der er større rejsedage.
- Men hvor meget ekstra det kommer til at give med grænsekontrollen, det ved vi desværre ikke, fortæller Lasse Wienke Andersen.
Politiet har midlertidigt skærpet indsatsen ved de danske grænser på baggrund af den seneste tids koranafbrændinger og udviklingen i trusselsbilledet.
Det betyder, at man i den kommende tid vil opleve "stikprøvevis grænsekontrol" ved indrejse til Danmark fra Sverige og ved den dansk-tyske grænse.
Den skærpede grænsekontrol gælder foreløbigt til og med den 10. august.