Aftalen om at udbetale tre uger af de indfrosne feriepenge til danskerne er godt nyt for 3F'ernes privatøkonomi.
I omegnen af fem milliarder kroner venter nemlig på at blive fordelt mellem medlemmerne, viser 3F's egne beregninger.
Det skriver Fagbladet 3F.
Milliard-udbetalingen får støtte fra forbundsformand, Per Christensen.
- Det er der brug for i en tid, hvor rigtig mange indenfor 3F’s områder lider under krisen herunder ikke mindst indenfor vores hotel-, service- og restaurationsområde, siger han.
Det er endnu uafklaret, hvornår feriepengene kommer til udbetaling, men professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Michael Svarer, mener, at pengene bør udbetales når hjælpepakkerne - for eksempel lønkompensation til virksomheder med hjemsendte medarbejdere - udløber.
- Slut august eller start september vil nok være det bedste tidspunkt, da vi skal prøve at holde ledigheden nede, og vi risikerer en række fyringer, når hjælpepakkerne ophører, siger professoren.
Den kommende udbetaling af feriepenge vil give personer i højtlønnede stillinger flere penge mellem hænderne end lavtlønnede, da de har opsparet et større beløb.
Og selvom det øger risikoen for at nogle af pengene vil ende på en opsparingskonto i stedet for at blive brugt på frisørtider og cafémad, så er forskellen i forbrugslyst mellem grupperne ikke stor, siger Michael Svarer.
- Der ville nok være et lidt større forbrug, hvis vi eksempelvis gav pengene til mennesker på overførselsindkomster. Men det er ikke afgørende for at bekæmpe ledighed, siger han til Fagbladet 3F.