Lidt ekstra kø, lidt ekstra ventetid.
Men ellers forventer de danske rejseselskaber ikke de store gener i forbindelse med en større strejke hos sikkerhedspersonalet i Mallorca Lufthavn.
- Vi er opmærksomme på situationen, men vores vurdering er, at det kun får mindre betydning. Måske skal man vente en halv time ekstra på sin taske, det er noget i den størrelsesorden, siger Jan Vendelbo, salg- og marketingsdirektør i MyTravel til avisen.dk.
I morgen er en af de store rejsedage med i alt 18 fly og cirka 3000 passagerer fra Danmark til Mallorca. Heraf er 1200 fra MyTravel.
Heller ikke hos rejseselskabet Apollo frygter man aflysninger på grund af strejken.
- De fleste af vores gæster skal hjem om aftenen, og der forventer vi faktisk, at strejken er slut, siger Rikke Koks Andreassen, PR-manager i Apollo.
Sikkerhedspersonalet har varslet strejke fra klokken 5 til 8, 12 til 15 og igen fra 17 til 20. De kræver mere i løn og bedre arbejdsforhold.
Der var også strejke i lufthavnen sidste lørdag.