Står den på kør-selv-ferie i år, og vil du gerne spare lidt penge på benzinen? Så gælder det om at køre østpå.
Ifølge en opgørelse, som FDM har foretaget, finder man det billigste brændstof til kør-selv-turen i Rusland. Her koster en liter benzin kun 5,23 kroner og en liter diesel 4,83.
Vil man imidlertid helst blive i Europa, skal man til Balkan og særligt Bosnien & Hercegovina, hvor både benzin og diesel koster i underkanten af ni kroner literen. Herefter skal vi tilbage østpå og til Estland, der er tredjebilligst i opgørelsen.
Det kan derimod ikke betale sig at køre nordpå, hvor vores norske naboer tager 14,01 for en liter blyfri 95.
En undersøgelse fra Hotels.com viste tidligere på sommeren, at hver tredje dansker planlægger bilferie i år.
Se hele opgørelsen på FDM's hjemmeside.