En ferie i Danmark har fået en trist udgang for en norsk familie.
Det har kostet en 53-årig mand fra Norge livet, at han kastede sig ud i Vesterhavets bølger fredag aften.
- Lægen ringer fra Skejby kort før klokken otte og fortæller, at han er død som følge af de skader, han har fået i forbindelse med ulykken, siger vagtchef René Pagh fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Den 53-årige, hans 25-årige søn og en svoger kom i vanskeligheder, da en kraftig understrøm trak dem væk fra land, mens de badede i Vesterhavet nordvest for Ringkøbing.
Sønnen og svogeren nåede i land, men uden den 53-årige.
- Vi har givet lægen besked på, at vi vil holde et ligsyn i næste uge med henblik på at fastslå den nøjagtige dødsårsag. Derefter kan han blive udleveret til sin familie, siger René Pagh.