For en gruppe lokale sicilianere er det vigtigt, at turister nu kan komme på ferie på øen uden at skæppe penge i Cosa Nostras kasse.
Derfor har de nu dannet en gruppe, som nægter at betale mafiaen beskyttelsespenge, som er en betragtelig sum penge, der skal betales hver måned.
"Det kan hurtigt løbe op i ret mange penge. En mellemstørrelse forretning skal af med 500-600 Euro om måneden, mens en lille kan slippe med 100-300 Euro," forklarer talsmand Eduardo Zaffuto.
Op mod 70 procent af de erhvervsdrivende på øen betaler ellers høje summer for at slippe for chikane fra mafiaens side.
"Der er så mange med i samarbejdet nu, at turister kan vælge en mafia-fri ferie, når de kommer her," forklarer Eduardo Zaffuto. Hoteller, restauranter og barer, som alle sammen nægter at betale de såkaldte pizzo, som er det italienske navn for beskyttelsespenge.
Og for danske turister kan det meget vel blive en mulighed snart at tage på en mafia-fri ferie til Sicilien. I hvert fald er Stig Elling fra Star Tours meget begejstret for ideen.
"Jeg synes, det er et yderst sympatisk initiativ, og jeg vil da ikke udelukke, at det var noget, man godt kunne se på," lyder det fra rejsechefen. Star Tours sender hvert år 5000 danskere til den italienske ferieø.