Det kan blive dyrt på mere end en måde for Manchester United, at holdet tirsdag aften røg ud af Champions League med et 1-2-nederlag til Real Madrid på hjemmebane.
Det europæiske fodboldforbund Uefa har i hvert fald indledt en disciplinærsag mod klubben, som kan resultere i en bøde. Det skriver BBC.
Årsagen er blandt andet manager Alex Fergusons udebliven fra den obligatoriske pressekonference.
I raseri over dommer Cüneyt Cakir og udvisningen til Nani, der vendte kampen på hovedet, sendte skotten sin assistent Mike Phelan ud til journalisterne i stedet.
Men det er et brud på Uefas regler, og derfor vanker der nu formentlig klubben og Ferguson et rap over nallerne.
Det bliver dog nok et ret lille beløb sammenlignet med, hvad Premier Leagues førerhold mister i indtægter ved at ryge ud af Champions League allerede i ottendedelsfinalen.
Ifølge Soccernet scorer klubben 34 millioner pund (knap 300 millioner kroner) i præmiepenge for indsatsen i denne sæson, og det er trods alt fire millioner pund mere end i sidste sæson, hvor gruppespillet blev endestationen.
Men sammenlagt med de 56 millioner pund (godt 480 millioner kroner), som en finaleplads ville indbringe, er der jo trods alt et ret stort spring.
Især når man tænker på, at klubben ville kunne have hevet lige så meget hjem i sponsorbonusser, salg af merchandise, tv-penge og billetindtægter.
Ud over Fergusons udebliven skal Uefa også tage stilling til Nanis karantæne, ligesom det også vil blive besluttet, om det skal have konsekvenser, at United-spillerne ikke stoppede for at give interviews i den såkaldte mixed zone efter kampen.
Høringen foregår torsdag den 21. marts.
/ritzau/