Tirsdag spillede Manchester United en temmelig sløj kamp mod FC Porto i Champions League, der endte med det for United skuffende resultat 2-2.
Nu siger manager Alex Ferguson, at skylden er hans. Han valgte nemlig ikke at fremskynde søndagens tv-transmitterede kamp mod Aston Villa, så den i stedet ville være spillet lørdag, og det har gjort spillerne trætte.
"Vi udviste træthed på grund af det sats, jeg tog ved at spille i søndags, hvilket ikke var den bedste forberedelse. Men vi stod i en situation, og vi tog den bedste mulighed og håbede på, at det ville give lidt ekstra adrenalin, at kampen var international," siger Fergie til den engelske avis The Sun.
Manageren indrømmer, at det nu er blevet langt sværere at forsvare titlen i Champions League, når spillerne gæster Porto på onsdag. Det er nemlig endnu ikke lykkedes for noget engelsk hold at slå FC Porto i Porto.