Det, der skulle have været den store finale imellem Chelsea og Manchester United onsdag aften, bliver en ren opvisningskamp.
I tredje-sidste kamp lykkedes det Manchester United at hive mesterskabet hjem. Det skete, da Manchester United lørdag slog bysbørnene City og Chelsea søndag kun fik 1-1 ude imod Arsenal. Det var en dramatisk kamp, hvor Chelsea blev reduceret til 10 mand og kom bagud 1-0 i første halvleg. Alligevel lykkedes det Chelsea at komme tilbage i kampen, og holdet var i slutminutterne ved at hive sejren hjem. Men det blev ved 1-1, og dermed er Manchester United syv point foran Chelsea med to runder tilbage.
Ferguson spillede golf
Så kunne man jo forestille sig, at det var en kamp som Manchester United s manager, Alex Ferguson, fulgte med spænding. Men det var ikke tilfældet. Før kampen forklarede Ferguson, at han ikke havde tænkt sig at se kampen, men i stedet tage ud og snuppe sig et slag golf. Manchester-manageren følte sig overbevist om, at United nok skulle hive mesterskabet hjem på Stamford Bridge onsdag, hvis det skulle blive nødvendigt.
Drama i kulissen
Og selvom Chelsea smed point, så var der søndagen igennem rygter om, at United kunne miste mesterskabet på skrivebordet. Sagen er den, at United tidligere på sæsonen solgte målmanden, Tim Howard, til Everton. Ifølge Evertons manager, David Moyes, var en del af købsaftalen, at Tim Howard ikke måtte spille i Evertons kamp imod United den 28. april. Det er ulovligt og kan koste begge hold point ifølge det engelske fodboldforbund s (FA) regler.
Det vil med andre ord sige, at Everton kunne miste en Europa Cup-plads og United mesterskabet. FA gik ind i sagen, og begge klubber fortalte til fodboldforbundet, at der aldrig havde eksisteret en sådan aftale, og dermed blev sagen lukket. Det skete nogenlunde samtidig med at Chelsea satte point til imod Arsenal og Alex Ferguson tog sig et slag golf - og måske modtog et mobilopkald, hvor stemmen i den anden sagde tillykke med det engelske mesterskab 2006/2007.