Manchester United-manager Alex Ferguson var chokeret oven på 0-1 nederlaget til Celtic tirsdag aften.
»Chokket over at tabe er svært at klare. Denne kamp var ligesom den i København. Vi havde fuldstændig kontrol og tabte 1-0, hvilket blot fortæller, hvor vigtigt det er at score,« sagde United-manageren efter kampen ifølge klubbens hjemmeside.
Alex Ferguson mente, at Celtic først blev farlige, da man begyndte at bruge Thomas Gravesen i en anderledes rolle.
»I starten af anden halvleg ændrede de deres system, så Gravesen spillede længere fremme på banen. Det gav os ubalance til at begynde med, men da vi først havde genfundet vores rytme, kontrollerede vi resten af kampen,« sagde Alex Ferguson.