Fergo vil have kirkelige vielser i det fri

Kirken taber, hvis man ikke kan leve op til ønsket om vielser uden for kirken, mener tidligere kirkeminister.

Mens landets kommuner tilbyder at vie folk på solbeskinnede strande og i parker, skal brudepar, der ønsker en kirkelig vielse, stadig giftes i en kirke. Kirkelige vielser må nemlig ikke foretages i det fri, medmindre der gives en særlig tilladelse fra biskoppen.

Og det sker næsten aldrig, siger sognepræst og tidligere kirkeminister for Venstre, Tove Fergo, som især i foråret får henvendelser fra brudepar, der gerne vil vies uden for kirken, skriver Kristeligt Dagblad.

Derfor har hun i et åbent brev nu bedt Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, forklare, hvorfor brudepar i folkekirken ikke selv må bestemme, hvor de vil vies.

Københavns Kommune reklamerer i år for otte romantiske steder som Botanisk Have og Thorvaldsens Museum, hvor brudepar kan blive viet hen over sommeren. Tilbuddet er så populært, at flere af stederne ikke længere har ledige pladser.

Folkekirken burde tilbyde brudepar samme mulighed, mener Tove Fergo.

- Det er vigtigt, at folkekirken slår ørerne ud og lytter til, hvad medlemmerne vil i dag. Ellers går folk i stedet på rådhuset, fordi de har sat sig for, at de vil have en vielse i haven foran deres nykøbte hus, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Hun har muligvis grund til bekymring. Siden 2006 er andelen af kirkelige vielser hvert år faldet. Sidste år blev 9862 par viet i kirken, mens langt flere, 15.147, blev borgerligt viet.

Det har ikke været muligt for Kristeligt Dagblad at få en kommentar fra Københavns biskop, Peter Skov- Jakobsen.

Domprovst i København, Anders Gadegaard, vil ikke udtale sig på Københavns Stifts vegne, men mener, at kirkelige vielser i det fri er et skråplan:

- Vores opgave er at få folk til at bruge kirkerne og ikke flytte de kirkelige ritualer udenfor. Så ophæver vi strengt taget behovet for at have kirkebygninger, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.