Femte tilfælde af resistente tuberkulosebakterier er fundet
Manglende påpasselighed med data overrasker ministerManglende påpasselighed med data overrasker minister Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Statens Serum Institut har for femte gang i år fundet multiresistente tuberkulosebakterier i Danmark.

Multiresistente tuberkulosebakterier er for femte gang i år konstateret i Danmark.

I en pressemeddelelse skriver Statens Serum Institut, at det plejer at opdage omkring to tilfælde om året.

Ti måneder inde i 2018 er der registreret fem tilfælde. Efter alt at dømme stammer fire af de fem tilfælde fra samme smittekæde.

Selv om tallene for Danmark er i den lave ende, skal man være opmærksom på stigningen.

Det fortæller overlæge Troels Lillebæk fra Statens Serum Institut i meddelelsen.

- Multiresistent tuberkulosebakterie er en meget alvorlig sygdom, hvor den enkelte patient har behov for en lang og kompliceret behandling med mange forskellige antibiotika.

- Det tager op til halvandet år og koster cirka en million kroner per patient, når man lægger alle udgifter sammen.

En multiresistent tuberkulosebakterie er resistent over for de to vigtigste antibiotika til behandling af tuberkulose.

- Multiresistent tuberkulosebakterie er også potentielt forbundet med mange komplikationer og bivirkninger.

- Det er derfor vigtigt, at multiresistent tuberkulosebakterie diagnosticeres så hurtigt som muligt, så man kan give den enkelte patient den rigtige behandling, siger Troels Lillebæk.

Over for Ritzau understreger Troels Lillebæk, at udviklingen ikke truer folkesundheden i Danmark generelt.

Men at fire ud af fem tilfælde i 2018 stammer fra samme smittekæde, giver grund til bekymring.

- Det vil sige, at de fire patienter har smittet hinanden. Det hænger sammen med et tilfælde fra 2010, så vi har altså i alt fem tilfælde i Danmark, hvor patienter har smittet hinanden.

- Det er nyt, at vi ser smittespredning i Danmark, siger Troels Lillebæk til Ritzau.

Selv om sygdommen i teorien kan ramme alle, er der en overvægt af socialt udsatte danskere blandt de smittede.

/ritzau/

/ritzau/