Ifølge politiet blev fem mænd ramt af skud på Lundtoftegårdsvej i Lyngby i går.
Tre af ofrene blev ramt af skud i ballen, hoften og foden, mens de to sidste mænd blev strejfet af skud i låret.
"Tre personer er hospitalsbehandlet, og to har fået strejfende skudsår," siger Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til Newspaq.
Politiet oplyser, at de to-tre gerningsmænd affyrede cirka 10 skud fra et 9mm-våben, som udover at ramme de fem mænd, også ramte en parkeret bil.
Efter skyderiet opstod der slagsmål på gerningsstedet, efter en større gruppe unge stimlede sammen. I den forbindelse anholdt politiet flere for gadeuorden, som dog alle er løsladt onsdag morgen.
Politiet kender endnu ikke motivet bag skyderiet.