Gerningsmændene bag gruppevoldtægten af en kvindelig schweizisk turist fredag i Indien er angiveligt fundet.
Fem lokale landsbyboere har nemlig søndag tilstået at have begået den grusomme forbrydelse mod den 39-årige schweiziske kvinde.
- Vi har pågrebet fem mænd, og de har tilstået at have voldtaget kvinden, oplyser en lokal politimand, M.S. Dhodee.
Politiet jagter nu en sjette mand, som skal have været involveret i overfaldet.
Siden forbrydelsen har politiet haft 50 til 60 landsbyboere inde til afhøring.
Kvinden var på cykeltur med sin mand i Madhya Pradesh - der er et yderst fattigt område i Indien - fredag aften, da mændene overfaldt parret.
- Gerningsmændene bankede manden med stokke, bandt ham og voldtog kvinden foran ham, fortalte S.M. Afzal, en lokal politibetjent lørdag.
Det var angiveligt fire mænd, der konkret udførte gruppevoldtægten. Bagefter stjal de 10.000 rupier og en mobiltelefon fra kvinden, fortalte han videre.
Parret var på vej til Indiens store turistdestination Agra, hvor det ikoniske Taj Mahal ligger, da de stoppede for at overnatte i en landsby.
- Ofrene, som er fra Schweiz, stillede et telt op i landsbyen, hvor de ville overnatte. Det var her overfaldet fandt sted, fortalte Afzal.
Efter overgrebet blev den schweiziske kvinde bragt til hospitalet i byen Gwalior. Hun var ved bevidsthed og i stand til at tale med myndighederne, berettede politiet, der dog ikke ville komme med yderligere oplysninger om kvindens tilstand.
Søndag ankom parret til New Delhi.
Sagen sætter endnu en gang fokus på de mange seksuelle overfald, som piger og kvinder udsættes for i et af verdens mest folkerige lande.
Da en 23-årig kvinde blev voldtaget til døde på en bus i New Delhi i december, gik tusindvis af mennesker på gaden for at protestere mod et forkvaklet kvindesyn i det stærkt mandsdominerede indiske samfund.
Siden årsskiftet er der alene i hovedstaden registreret fire voldtægter om dagen. Det er dobbelt så mange som i samme periode sidste år.
/ritzau/AFP