Mobning er et skjult uhyre på mange arbejdspladser, ifølge trivselsekspert John Harmsen, der blandt andet er aktuel med foredraget 'Verdens bedste kollega'.
- Heldigvis kommer der hele tiden større og større fokus på problemstillingen. Men det har desværre endnu ikke gjort mobning på jobbet til et mindre uhyre. Alt for ofte får mobningen nemlig lov til at foregå i det skjulte, fordi hverken ofre eller ledelse får sagt tydeligt fra, og fordi mobberne slet ikke er klar over, at de mobber," siger John Harmsen i en pressemeddelelse til Avisen.dk.
- Som offer kan det være meget svært at sige fra. Mange ser det som et stort ansigtstab at tale med kolleger eller ledelse om deres situation, mens andre kigger indad og tænker, at det nok bare er dem, der er galt på den.
Særligt fem tegn skal man holde øje med. Dem præsenterer vi her.
1. Konstant og utidig kritik
"Hvorfor lavede du ikke det i går?" "Du har da aldrig modtaget kommatræning, hva'?" "Den der tacklede du altså ikke helt godt!" Hvis du vedvarende oplever kritik fra dine kolleger på områder, som ellers ikke vedkommer dem, kan det være et tegn på mobning.
2. Dine fejl bliver husket
"Sidst gik det jo heller ikke så godt!" Det kan være et tegn på mobning, hvis dine kolleger er meget mere interesserede i din fejlhistorik, end de er i dine gode resultater.
3. Du bliver ikke inviteret med
Alle kolleger i dit team har besluttet sig for at snuppe en øl efter arbejde, men du bliver ikke spurgt. Bliver du gentagne gange holdt udenfor fællesskabet, bør du mærke efter og spørge dig selv, om du er et mobbeoffer.
4. Du bliver grinet af - og ikke med
Hvis dine kolleger generelt latterliggør og nedgør, de ting du siger, bliver du mobbet, og det er derfor er det på høje tid at sige fra.
5. Du har et ekstraordinært behov for fridage
Mobning på arbejdspladsen kan også ramme dig psykisk. Måske har du svært ved at sove, føler uro og nervøsitet i kroppen, har hovedpine og humørsvingerne. Selvom det ikke behøver være tegn på mobning - skal du ikke udelukke denne mulighed, når din krop udsender sådanne signaler