'Perker' og 'perker-venner'.
De ord brugte Stenløse-spilleren Michael Knudsen ifølge flere vidner, da han i raseri over en udvisning forlod banen i 2. divisionskampen Greve-Stenløse 2. maj.
Bemærkningen var rettet mod kampens dommer, Philip Gojkovic, der er den højest rangerede dommer med anden etnisk baggrund end dansk herhjemme samt flere Greve-spillere.
DBU's disciplinærudvalg har onsdag idømt Michael Knudsen fem spilledages udelukkelse for de racistiske udfald.
Selv hævder Michael Knudsen, at han sagde "perle-venner." Dermed får perker-perle diskussionen, der startede sidste år i forbindelse med en politimands ytring om en demonstrant, en renæssance.
Den hårde dom følger det nye disciplinærudvalgs skærpede linje overfor racistiske udtalelser, hedder det i en udtalelse fra DBU.