Fem polske kvinder, der arbejder som prostituerede, blev fredag udsat for et hjemmerøveri i det bordel i Meklenborggade på Amager i København, hvor de holder til.
Tre mænd blev straks efter anholdt, og de blev lørdag varetægtsfængslet i sagen. Men det kan ikke udelukkes, at flere gerningsmænd er på fri fod.
- Kvinderne oplyser, at der er yderligere en - måske to - gerningsmænd, siger anklager Jens Rasmussen, Københavns Politi, til Ritzau.
De tre varetægtsfængslede mænd er også polakker, men der er ikke oplysninger om, at de prostituerede og mændene kender hinanden i forvejen.
Fredag omkring klokken 11 trængte nogle mænd ind i lejligheden, hvor kvinderne fik tape for munden og også fik tapet hænderne sammen, mens mændene tømte stedet for værdier.
De slap af sted med værdier for i alt cirka 40.000 kroner.
Kvinderne fik tilkaldt politiet, der nåede frem så hurtigt, at to mænd blev anholdt i opgangen, mens de var på vej ud med værdierne. Den tredje blev anholdt i en bil i nærheden.
Da de lørdag var i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, erkendte de to at have været på stedet, men de nægtede i øvrigt at svare på spørgsmål, oplyser Jens Rasmussen.
Den tredje nægtede både at have noget med sagen at gøre og at svare på spørgsmål.
Dommeren varetægtsfængslede imidlertid dem alle tre indtil den 21. maj.
Mændene, der er 21, 23 og 35 år, er alle sigtet efter straffelovens paragraf 288, stk. 2 om hjemmerøveri, som straffes hårdere end almindeligt røveri.
/ritzau/