Ritzau
Opdateret kl. 07:10
Fem personer er døde i et stort bakterieudbrud i USA.
I alt er 197 personer i alderen et til 88 år blevet syge af colibakterier. Heraf har 89 personer været indlagt.
Det oplyser USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse.
Alene siden den 16. maj er 25 personer i 13 forskellige stater blevet syge.
Størstedelen af de syge havde spist romainesalat forinden eller været i kontakt med andre, der var syge efter at have spist salaten.
26 af de indlagte har fået nyresvigt som følge af bakterien.
Det er det største udbrud af colibakterier siden 2006, hvor 200 personer i USA blev syge.
To af dødsofrene er fra Minnesota, men de øvrige tre er fra Arkansas, Californien og New York.
De fleste colibakterier forårsager ikke sygdomme, men visse grupper af e.coli forårsager forskellige former for infektion.
Nogle grupper af e.coli er farlige og kan spredes til nyrerne og videre til blodet.
/ritzau/