Sidste uge kunne gruppen af danske lottomillionærer sige god dag til fem nye medlemmer. Eller måske rettere: Go’ daw. For samtlige fem vindere kommer nemlig fra Jylland.
I tirsdagens Eurojackpot-trækning vandt en heldig dansker andenpræmien på hele 1.827.440 kroner. Den heldige ejer af kuponen, der er købt hos OK Plus i Dybbøl, har Danske Spil endnu ikke været i kontakt med, oplyser spilletjenesten i en pressemeddelelse.
Onsdag blev der trukket lod i Klasselotteriet, hvor gevinsterne oftest bliver vundet på delelodder. Men denne gang kunne de to vindere, fra Sydjylland og Aarhus, beholde gevinsterne selv. De lød på henholdsvis 1.275.000 og 1.003.030 kroner.
De to sidste heldige jyder blev millionærer under ekstratrækningen Millionærchancen lørdag aften i Lotto. Her vandt en kunde fra Vejle, der havde købt sin kupon via mobilen, og en heldig kunde, der havde købt sin kupon hos Spar i Skals nord for Viborg.