Sagerne om sexanklager er langt fra slut.
Det står nu klart, at Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds efterforsker fem sager om blufærdighedskrænkelser i den katolske kirke.
Det oplyser Københavns Politi, der i dag offentliggør status på undersøgelsen om 31 anmeldelser om seksuelle overgreb i den katolske kirke.
Det er dog langt fra alle anklager, politiet arbejder videre med.
De fleste er nemlig forældet, oplyser politiet.
Det betyder, at der ikke kan fæles dom eller sigtes personer, hvis de har krænket børn seksuelt.
Men ifølge politiinspektør Svend Foldager kunne 21 sager have været efterforsket, hvis de ikke var forældede.
"I de 21 sager, der omhandler blufærdighedskrænkelse og anden kønslig omgængelse end samleje, ville politiet have indledt en efterforskning, hvis vi var blevet gjort bekendt med sagerne inden forældelsesfristen. Om sagerne var endt med sigtelse og domfældelse, det har vi ikke taget stilling til," siger Svend Foldager, politiinspektør for efterforskningsenheden ifølge en pressemeddelelse.
Tre af de undersøgte sager er "uden strafferetsligt indhold", fremgår det af meddelelsen.