Fem borgere fra Sønderjylland blev torsdag hædret på politigården i Esbjerg for at have reddet liv og hjulpet mennesker i nød. De modtog diplom, blomster og en dusør på 1.000 kroner fra politidirektør Frits Kjeldsen.
Den 26. februar klokken 04.34 hørte Henrik Laue fra Sønderborg råb fra en kvinde på stranden. Han gik i vandet og løftede hende i land. Kvinden overlevede.
Den 11. april klokken 23.54 kørte Emma Atzen fra Døstrup forbi et ulykkessted ved Skærbæk, hvor fire unge på knallert var involveret i en alvorlig ulykke. Mens hendes kæreste ringede til myndighederne, gik hun straks i gang med førstehjælp.
Kort efter ankom Rita Truelsen Hansen fra Døstrup og tog sig af to af de tilskadekomne. Samtidig stoppede to tyske par - Imke Schwarzer og Tjark Carsten - og hjalp til med førstehjælp.
- I har alle udvist usædvanlig handlekraft, og det sætter vi stor pris på i politiet, sagde politidirektør Frits Kjeldsen ved overrækkelsen.
Efter ceremonien blev de fem hædrede og deres familier vist rundt på politistationen.