I årets første 11 måneder har den danske finanssektor taget afsked med 1647 medarbejdere. Det svarer til, at fem er blevet fyret om dagen.
Det skriver Finansforbundets nyhedsbrev Finans.
- Bølgen med fyringer i den finansielle sektor, der startede i 2008, ser desværre ud til at fortsætte, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet til Nyhedsbrevet Finans.
- Det er en meget bekymrende tendens, ikke mindst i lyset af, at det tilsyneladende bliver sværere og sværere for vores medlemmer at finde nyt arbejde, siger han.
Ifølge Finansforbundets opgørelse ligger Danske Bank i top med fyringer. Indtil udgangen af november har banken fyret 497 medarbejdere, mens Nykredit har sagt farvel til 128 medarbejdere.
IBM har sendt 170 medarbejdere på gaden, Finansiel Stabilitet 80 medarbejdere, og i de allerseneste dage har Spar Nord fyret 100 og Saxo Bank 168 medarbejdere.
Langt hen ad vejen har det været muligt for Finansforbundets medlemmer at finde arbejde uden for sektoren, og ledighedsprocenten er derfor fortsat forholdsvis lav, men der er ingen tvivl om, at de alternative jobmuligheder tørrer ud.
- På trods af alt har Finansforbundet haft en rimelig succes med at hjælpe medlemmer videre i arbejdslivet, men vi oplever, at mulighederne snævrer ind. Derfor er det et område, vi skal satse endnu flere ressourcer på, siger Kent Petersen.
Fyringerne i finanssektoren er ikke slut. Tal fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening antyder, at Finansforbundets formand får ret i sin dystre prognose om, at medarbejderreduktionen i sektoren ikke er slut.
Selv vurderer arbejdsgiverne, at fyringerne vil fortsætte, så der i sommeren 2013 vil være 2500 færre ansatte end i juni 2012.
/ritzau/