Fem af de 113 forulykkede migranter, der befinder sig på det danske containerskib "Alexander Mærsk", er blevet hjulpet fra borde af de italienske myndigheder.
Det drejer sig ifølge en pressemeddelelse fra A.P. Møller-Mærsk om børn og en gravid kvinde.
I mellemtiden har italienerne også afleveret tæpper og mad til de resterende på skibet.
Derudover er det fortsat uklart, hvad der skal ske med de øvrige, som blev samlet op torsdag aften efter at være kommet i havsnød.
"Alexander Mærsk" blev i den forbindelse af den italienske søredningstjeneste bedt om at samle de forulykkede migranter, der oprindeligt havde kurs mod Malta, op.
Siden er skibet blevet ledt til Sicilien, hvor det afventer nærmere instrukser.
Italiens indenrigsminister Salvini sagde fredag til Der Spiegel, at italienske havne ikke længere kan tage imod forulykkede migranter fra Middelhavet, fordi man ikke kan håndtere flere.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har imidlertid en klar forventning om, at Italien tager sig af de mange forulykkede person på "Alexander Maersk".
- Der er et helt klart regelsæt for det her, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Det er sådan, at "Alexander Mærsk" på anmodning - på anmodning - fra den italienske kystvagt har taget folk om bord.
- Og derfor forestiller jeg mig heller ikke andet, end at Italien lever op til de forpligtelser, man har efter international ret, siger statsministeren.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tager kontakt til den italienske regering for at finde en løsning.
Ud over "Alexander Mærsk" skændes Italien og Malta ifølge nyhedsbureauet AP også om et tysk nødhjælpsfartøj, der har 234 forulykkede migranter om bord. Begge lande nægter at lade skibet at sejle i havn.
/ritzau/