Fem mænd er alle blevet idømt fire års fængsel for deres medvirken til et røveri mod Danske Banks pengefordelingscentral ved Århus.
Retten lagde i særlig grad vægt på dna-spor, der kunne kæde de fem sammen med gerningsstedet i forbindelse med efterforskningen, skriver politiken.dk.
Røveriet fandt sted en tidlig morgen 27. november 2007, og gerningsmændene slap afsted med næsten 27 millioner kroner. Pengene er endnu ikke fundet.
Én af de tiltalte erkendte allerede under retssagen sin medvirken i forbrydelsen, der blandt andet blev udført med hjælp fra et trådløst overvågningskamera.
Inden var politiet kommet på sporet af flere medvirkende, der blev taget med store pengebeløb på sig under et forsøg på at rejse fra Hamborg til Thailand.
De fem mænd er mellem 28 og 34 år.