To drenge på 13 og 17 år og tre piger, en på 15 og to på otte, befinder sig lige nu et ukendt sted i Libanon.
De er alle danske statsborgere, som blev bortført af deres 44-årige far i august sidste år.
Manden blev i morges anholdt i Københavns Lufthavn - sigtet for bortførelse, skriver eb.dk.
"Vi vidste, at han var med flyet. Vi har forsøgt at få løst sagen via de diplomatiske kanaler, men uden resultat," siger politikommissær Henning Schou Kofoed, afdelingen for personfarlig kriminalitet.
Den 44-årige nægter sig skyldig og forklarede under et grundlovsforhør i dag, at han gerne vil sende de to otte-årige piger tilbage til Danmark, men at han ikke har råd til billetten. Han var rejst til Danmark for at skaffe penge til billetter, fortalte han.
Ud over de fem mindreårige børn befinder børnenes storesøster på 19 sig også i Libanon, men da hun er fyldt 18 år, kan faderen ikke sigtes for at have bortført hende.
I august sidste år rejste manden på ferie til Libanon sammen med sine seks børn. Det skete med moderens accept, selvom hun i 2001 fik forældremyndigheden over børnene, og at de har boet hos hende siden.
Den 39-årige mor var med til at skaffe pas til børnene, men fik et chok, da hendes eks-mand kontaktede hende og fortalte, at ingen af børnene ville vende tilbage til Danmark.
Politiet har ingen kontakt til de seks børn og ved derfor ikke, hvor i Libanon de opholder sig.
Under dagens grundlovsforhør valgte dommeren at lade den 44-årige tilbringe de næste tre døgn bag tremmer, mens politiet efterforsker sagen.