Kun få oplysninger er kommet frem i forbindelse med en stor politiaktion mod en lejlighed i Søllested på Lolland, hvor fire litauere og en dansker er blevet anholdt.
Politiet sætter de fem mænd i forbindelse med berigelseskriminalitet, men vil hverken be- eller afkræfte, om anholdelserne har noget med hjemmerøveri at gøre.
"Jeg kan kun sige, at vi har efterforsket sagen i længere tid," fortæller kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, til P4 Sjælland.
De fem vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.