Retten på Frederiksberg har fredag idømt en 18-årig mand fem års fængsel for forsøg på manddrab.
Sagen stammer fra 26. maj sidste år, hvor gerningsmanden, som på det tidspunkt var 17 år, forsøgte at dræbe en 19-årig mand med en springkniv ved Kirken på Sankt Markus Plads på Frederiksberg.
Drabsforsøget fandt sted klokken 04:45 om morgenen.
Den 18-årige erkendte under retsforløbet, at han have ført den kniv, som ramte den 19-årige i maven. Den dømte nægtede sig skyldig i forsøg på manddrab, men erkendte sig skyldig i grov vold.
Den 18-årige blev erklæret skyldig tirsdag, men strafudmålingen faldt først på plads fredag.
Hændelsen skete, blot en uge før at den 19-årige skulle have afsluttet sin studentereksamen.
Ved dommen blev den 18-årige derfor også dømt til at betale erstatning og godtgørelse til den 19-årige som følge af det mistede studieår.
/ritzau/