Det danske e-sportshold Astralis cementerede natten til mandag dansk tid sin position som verdens nummer et i spillet CS:GO.
I finalen ved turneringen IEM Chicago udraderede danskerne det amerikanske hold Liquid med 3-0. Det skriver ESPN.
Det var Astralis' syvende titel i år, og med sejren i Chicago følger en præmiecheck på 100.000 dollar - knap 660.000 kroner.
Liquid fik lov til at vælge den første bane ved søndagens finale. Alligevel lagde Astralis ud med en 16-14-sejr i første runde.
Dernæst var det danskernes tur til at vælge bane, og her var der aldrig tvivl om udfaldet, da Astralis vandt 16-7.
I tredje bane var danskerne endnu mere overlegne og kunne lukke finalen med en sejr på 16-4.
Astralis' stjerne Nicolai "dev1ce" Reedtz blev kåret til turneringens MVP (mest værdifulde spiller) efter finalen. Det er tiende gang, at han modtager den pris i en CS:GO-turnering.
Mange e-sports-kommentatorer nævner Astralis som det måske bedste CS:GO-hold nogensinde.
Det er dog en betegnelse, som Nikolai Reedtz tager med et gran salt.
- Det er som Ronaldo og Messis generation mod Pele og Maradonas. Det er svært at se på forskellige perioder og se på de dominerende hold og sammenligne dem, siger Nikolai Reedtz til HLTV.org efter kampen.
- Jeg kan ikke sige, at vi er det bedste hold nogensinde. Jeg ved, at NiP var fuldstændig ustoppelige, og vi er ikke i nærheden af at nå deres antal sejre på LAN, tilføjer han.
/ritzau/