Togrejsende på strækningen mellem Struer og Vejle er søndag aften blevet udsat for forsinkelser.
En fejl på det anlæg, som styrer signalerne, betød lidt før klokken 18, at togdriften måtte indstilles, oplyser DSB.
Som erstatning bestilte selskabet busser, men det var besværligt umiddelbart at få tilstrækkeligt med busser til opgaven.
Midt på aftenen søndag skulle togene begynde at køre igen, oplyser Banedanmark ved 19-tiden.
Den første afgang fra Struer mod syd er klokken 21.07, mens det første i modsat retning kører fra Fredericia klokken 20.47, oplyser Banedanmark.
/ritzau/