Når du har fået en bule i bilen, og kører den på værkstedet for at blive fikset, kan du langt fra være sikker på, at den bliver lavet ordentligt.
En gennem gang af flere tusinde skadekontrollerede biler foretaget af forbrugerorganisation FDM's test og bilsyn har fundet fejl i 86 ud af 100 biler. Det er langt fra tilfredsstillende.
"I de 20 år, FDM har lavet skadekontrol for private og forsikringsselskaber, har vi fundet fejl i otte ud af ti biler, efter de har forladt værkstedet. Det er ikke godt nok. Som forbruger er det vigtigt, at man får rettet skaderne på sin bil korrekt. Både af kosmetiske og sikkerhedsmæssige årsager," siger driftsleder i FDM test og bilsyn Brian Uldal.
De hyppigste fejl er dårlig tilpasning af karrosseridele, dårlig rustbeskyttelse og kosmetiske fejl.
Sidste år blev der anmeldt 518.552 skader på biler til forsikringsselskaberne, der brugte omkring fem milliarder kroner på at udbedre disse.
Kilde: Motor