Skrevet i samarbejde med Leny Malacinski, lema@avisen.dk
Udskældte Udlændingeservice har begået en ny bommert.
I terrorsagen fra Vollsmose, som i dag finder sin afgørelse i Østre Landsret, har Udlændingeservice tilkendegivet, at retten godt kan udvise den ene af de tre terrortiltale, AK.
Men i den redegørelse, som Udlændingeservice har udarbejdet om AK s familie- og tilhørsforhold til Danmark, optræder navnet på en fremmed person, som slet ikke er tiltalt i sagen. Det tyder ifølge forsvarsadvokat Bjørn Elmquist på, at Udlændingeservice har sjusket og blot kopieret fra et dokument i en anden udvisningssag.
- Det siger noget om Udlændingservice...man skal bare ud, ud, ud, lød det i retten fra advokaten, som måtte irettesættes af retsformanden:
- Jeg er enig i, at der nok er begået en fejl, men Bjørn Elmquist skal ikke lægge holdninger i munden på Udlændingeservice, lød det fra retsformanden.
Tre af de fire anklagede i terrorsagen er blevet kendt skyldige i planlægning af terror. Dommere og nævninge har trukket sig tilbage for at finde frem til straffens længde. Anklageren kræver mellem 10 og 14 års fængsel til de tre mænd, mens forsvarerne kræver langt mildere straffe på mellem fire og seks års fængsel.