Over hele landet bør der sidde aktieanalytikere med røde ører. I hvert fald de, der ukritisk har anbefalet småaktionærer at investere i Pandora.
Ifølge aktieekspert Martin Lykke fra NPinvestor.dk, har stort set alle store danske banker anbefalet aktien. Og det er problematisk, mener han.
"Pandora er meget bygget op omkring én ting - at sælge de her armbånd. Hvis det pludseligt ikke er moderne længere, så ryger indtjeningen. Det er en meget enstreget strategi, der gør aktien til en højrisiko-aktie, og netop derfor skal man passe på med at komme med den her slags opfordringer fra analytikernes side," siger han til Newspaq.
Pandora-aktiens voldsomme kursfald kan få konsekvenser for branchen, mener Martin Lykke.
"Det her giver grund til selvransagelse hos analytikerne, og i fremtiden bør man gøre mere ud af at orientere om risikoforhold i de forskellige aktier", siger Martin Lykke, der er direktør for NPinvestor.dk, der selv analyserer og anbefaler investeringer.
Pandora mistede adskillige milliarder i går, og det var specielt småaktionærerne, der mistede store summer.
I alt har aktien mistet 85 procent af sin værdi siden nytår.