Norge bruger dobbelt så mange penge på biologisk gigtmedicin som Danmark – selvom befolkningen i Norge er mindre end den danske.
Det påstår hvidbogen Tilbage til Livet , som gigtlægerne Jan Pødenphant og Palle Holck er redaktører på og ansvarlige for indholdet af.
»Norge har for eksempel en helt anden økonomi omkring biologiske præparater og behandling med dem. De bruger omkring 1,23 milliarder norske kroner på biologisk behandling i år, mens man i Danmark bruger godt 0,5 milliarder kroner. Omregnet er det godt det dobbelte til en mindre befolkning,« står der på bogens side 19.
Ifølge tal fra det norske Reseptregistret er det dog overdrevet. De norske apoteker omsatte i fjor for i alt 646,24 millioner norske kroner af de fire biologiske lægemidler, som også er på markedet i Danmark. Det svarer til omkring 595 millioner danske kroner.
Legemiddelforbruk.no angiver, at medicingrossisterne i alt solgte for 860 millioner norske kroner – eller godt 790 millioner danske kroner – af de tre mest brugte biologiske gigtmidler, Humira, Enbrel og Remicade, til landets apoteker og sygehuse i 2006. Det tilsvarende salg af disse tre præparater til de danske apoteker og sygehuse var ifølge medstat.dk 507,6 millioner kroner i fjor.